Cacio e pepe – simpel

En simpel opskrift på Cacio e pepe. 

Ingredienser:

  • 500 g tørret spaghetti
  • 1 spsk. hele peberkorn
  • En stor håndfuld revet pecorino
  • Vand
  • Salt

Fremgangsmåde:

Knus peberkornene groft i en morter, og rist dem af på en tør, varm pande (med en høj kant) i et minuts tid. Sluk for varmen. Kog spaghettien i godt saltet vand til den er al dente. Brug gerne lidt mindre vand, end du normalt ville bruge til pasta. Stivelsen fra pastaen er nemlig med til at gøre retten mere cremet.

Løft spaghettien over i panden sammen med et par skefulde kogevand. Tilsæt osten, og rør godt rundt i blandingen, til det får en cremet konsistens – tilføj evt. ekstra kogevand undervejs. Smag til med salt og peber, og servér straks.

Kilde: Aarstiderne

Pebernødder

Her er en god opskrift på gammeldags pebernødder. Bedre bliver den ikke!

Ingredienser:

  • 250 g mel
  • 100 g smør eller margarine
  • 175 g sukker
  • 1 æg
  • 2 spsk. fløde
  • ½ tsk. peber evt. friskkværnet
  • ½ tsk. ingefær
  • ½ tsk. nelliker
  • ½ tsk. kanel
  • 1/8 tsk. Hjortetaksalt

Fremgangsmåde:

Si de tørre dele sammen og smuldr fedtstoffet i. Pisk æg og sukker til æggesnaps og hæld fløden i. Bland æggesnapsen i melet og saml dejen.
Lad dejen stå koldt.

Bages ca. 10 minutter ved 180 grader.

Tips:

  • Nøjes med at blande de tørre dele – det fungerer fint
  • Dejen kan sagtens holde sig flere dage i køleskabet, blot den er pakket ordentligt ned.
  • Hvis man skulle have den tilbøjelighed: det kan altså ikke betale sig at trille pebernødderne, og desuden smelter de, når de kommer i ovnen.
  • 1 portion giver ca 2-2½ bagepladefuld. Så det kan godt svare sig at lave dobbelt portion.
  • Husk der er hævemiddel i.

 

Kilde: Helene

Lagkage glutenfri

I vores familie er der mere end én, der ikke tåler gluten. Denne opskrift er meget lækker og frisk, og kan spises af alle (også dem, der tåler gluten kan lide den!).

Ingredienser

  • 100 g blødt smør
  • 100 g rørsukker
  • 1 æg
  • 60 g glutenfri mel. Brug f.eks. mandelmel.
  • 1/2 tsk. bagepulver

Derudover:

  • 1/2 l pisket fløde
  • 1/2 pose frosne hindbær
  • en håndfuld friske blåbær

Fremgangsmåde

Pisk smør og sukker luftigt, tilsæt ægget og pisk videre. Tilsæt mel og bland godt. Dejen skal være ganske flydende og til at smøre ud med en spartel.

På tre stykker bagepapir tegnes en cirkel ved at tegne rundt om en tallerken. Dejen fordeles på de stykker bagepapir og smøres ud i et jævnt lag. Det er meningen at bundene skal være tynde!

Bundene bages herefter ved 200 grader til de er gyldne. Tag dem ud af ovnen og lad dem blive på bagepapiret og køle af, indtil kagen skal lægges sammen.

1/3 af flødeskummet røres med blåbær og resten med hindbærrene. Lagkagen lægges sammen med lagkage – hindbærskum – lagkage – blåbærskum – lagkage – hindbærskum og evt. chokoladedrys.

Kilde: Har fået opskriften fra min søster – ved ikke hvor originalen stammer fra…

Meyers surdej

Planen er, at surdej bliver en fast bestanddel i mit køkken på sigt. Men hvordan kommer man i gang? Claus Meyer har en fantastisk vejledning, som du kan se nedenfor, hvor jeg naturligvis også linker. Besøg Meyers hjemmeside og se bl.a. video af processen.

Ingredienser

Opstart

  • 3 dl vand
  • 1 dl hvedemel
  • 1 dl fuldkornshvedemel (grahamsmel)
  • 1 dl rugmel

Opfriskning

  • 1 dl “gammel” surdej
  • 2 dl vand
  • 1 dl hvedemel
  • 1 dl fuldkornshvedemel

Fremgangsmåde

Pisk alle tingene godt sammen, så der ikke er klumper i. Kom surdejen i en plastbeholder med låg, men lad låget ligge løst på toppen af beholderen. Lad surdejen stå på køkkenbordet i 4 dage, og pisk den igennem et par gange om dagen. Efter de 4 dage bør surdejen være begyndt at blive lidt sur (smag på den) – er den ikke sur, skal den stå en dag eller to mere. Nu er surdejen klar til at bage med. Efter du har brugt af surdejen til din brøddej, er det tid til første opfriskning/fodring af den surdej, der er tilovers. Det er sådan du hele tiden holder din surdej i live. Tag 1 dl. af den resterende surdej og smid resten ud – og fortsæt så som beskrevet herunder.

Opfriskning/fodring
Når du frisker en surdej op, tilsætter du nyt mel og vand til den surdej du har stående i et forhold der hedder 1 del “gammel” surdej til 2 dele vand og 2 dele mel. Hvis du ikke får brugt så meget af din surdej til bagning, bliver du tit nødt til at kassere en del af den “gamle” surdej, ellers vil du ende med meget store mængder surdej (se opfriskning under ingredienser).

Pisk alle tingene godt sammen så der ikke er klumper i. Lad surdejen stå på køkkenbordet, og pisk den igennem et par gange om dagen. Surdejen er bedst 8-24 timer efter, den er frisket op – så et godt råd er, at friske den op dagen inden, du skal bage med den. Du kan dog uden problemer bruge en surdej, der er 2-3 dage gammel (efter sidste opfriskning), men den vil være mere syrlig og skarp i smagen.

Surdejspleje
Hvis du ikke jævnligt opfrisker/fodre surdeje, vil den langsomt blive mere og mere sur. Hvis du har surdejen stående på køkkenbordet, skal der helst ikke gå mere end 5-6 dage mellem hver opfriskning. Surdejen kan godt overleve når du er væk hjemmefra i 1-2 uger. Du skal bare stille den i køleskabet med låget på. Når du så er hjemme igen, frisker du surdejen op (se ovenover) og stiller den på køkkenbordet i 2-3 dage. Efter de 2-3 dage giver du den så en ny opfriskning, og så burde din surdej være oppe at køre igen efter et døgn mere. Surdejen vil hele tiden dele, og melet vil falde til bunds – det er helt naturligt. Så det behøver du ikke gøre noget ved. Kommer der mug på det indtørrede surdej på siderne af beholderen, kan du stadig godt bruge surdejen. Du skal bare bare komme surdejen over i en ren beholder.

Kilde: http://www.meyersmad.dk/lav-mad/opskrifter/surdej–grundsurdej/

Langtidsstegt culotte

(tilføj noget tekst til indledning)

Fremgangsmåde
Culotte bliver sejt af at blive braisseret (man plejer at bruge en stegeso til at braissere i). Så drop det. En culotte skal bare smides i ovnen ved 100 °C i et par timer. Der skal ikke hældes væske ved, hvis du vil have at kødet skal forblive rødt. Vær obs på, at der ikke kommer meget sky til sovs. Find på noget andet i stedet, f.eks. bernaise eller hollandaise.

Hold så øje med temperaturen: Temperaturen må ikke overskride 60 °C. Stop f.eks. stegning ved 50-55 °C og eftervarm kun, hvis der er behov for det. Optimalt set skal sluttemperaturen ligge i intervallet 55-60 °C . Skru op eller ned for temperaturen, så det passer med at stegen bliver klar til tiden.Vær i øvrigt opmærksom på, at ovnens indikator for temperatur kan være noget usikker – temperaturen kan f.eks. godt vise 20 °C forkert.

Bruning

Bruning er en separat proces ved langtidsstegning ved lave temperaturer (60-120 °C). Kød bliver først brunet ved temperaturer over 130 °C.

Fra nedenstående kilde anbefales bruning ved meget høj temperatur i meget kort tid. F.eks. over en trækulsgrill med et godt drys rosmarinkviste. Bruning kan ske både før eller efter langtidsstegningen, men af praktiske årsager er det som regel smartest at brune kødet inden langtidsstegningen (når først stegen er færdigt og gæsterne ankommet, gider man ikke stå med bruning på grill – husk på at temperaturerne er vigtige under bruningen: For høje temperaturer i for lang tid påvirker kødets farve og smag).

Lad kødet hvile
Grunden til at kød skal hvile, er at det opvarmede vand inde i kødet danner et tryk. Det udvider sig og danner damp. Trykket presser så kødets væske ud af når man skærer det. Trykket forsvinder når vandet bliver køligere. Vandet i langtidsstegt kød er ikke så varmt. Derfor er der ikke så meget tryk, og det holder bedre på væsken.

Kilde: kvalimad.dk

Glutenfri boller og hveder

Det er svært at lave velsmagende glutenfri boller til børn. Her er en nem opskrift på et forslag til glutenfri boller, der også vil være en favorit i børnemadpakken eller til børnefødselsdage. Og så kan de bruges til hveder i bededagene – tilsæt blot kardemomme. 

Alle ingredienser kan købes i Rema1000.

Ingredienser (ca. 25 stk):

  • 50 g gær
  • 1 spsk. husk
  • 2,5 dl kold sødmælk
  • 2,5 dl lunkent vand
  • 90 g sukker
  • 110 g blødt smør
  • 3 æg
  • 1 tsk. salt
  • 2 tsk. kardemomme (kan udelades)
  • 700 g orange Finax mel (erstat evt. 100 gram med fuldkorns havremel for at få en grovere bolle)

Fremgangsmåde:

Opløs gæren i vandet. 

Tilsæt husk og lad det stå i 5-10 minutter. 

Tilsæt herefter de øvrige ingredienser og ælt dejen grundigt igennem. Den kan også røres på en røremaskine i minimum 10 minutter på middelhastighed. 

Lad dejen hæve i 30 minutter et lunt sted med et fugtigt klæde over. 

Form dejen til boller/hveder (gerne med ske, da dejen kan være lidt tynd) og placer dem på en bageplade med omkring 2-3 cm mellemrum. 

Lad hvederne hæve et lunt sted i 2,5-3 timer til hvederne er hævet op og når sammen i siderne. 

Bag hvederne i en opvarmet ovn på 180 grader varmluft i 15-18 minutter. De skal lyde hult når du banker på dem. 

Lad hvederne køle af på en rist. 

Ønsker du en blank overflade, kan du pensle bollerne med en pisket æg inden de bages i ovnen. 

Kilde: Rema1000 og www.glutenfrimagi.dk

Lune tomater

Lækkert grønt tilbehør til næsten hvad som helst. 

Ingredienser:

  • 1 bakke datterino-tomater
  • 3 spsk eddike
  • 2 tsk sukker
  • 2-3 spsk olivenolie

Fremgangsmåde:

Halver tomaterne. Kom dem i en kasserolle med eddike, sukker og olivenolie. Lun det hele i et par minutter. 

Spaghetti Bolognese

Skal du have mange gæster? Lav maden i forvejen og få samtidig noget lækker mad, som alle kan lide – både børn og voksne. 

Ingredienser (12-15 personer):

  • 1,5 kg hakket oksekød. 
  • 200 g bacon (opdater mængde). 
  • 1,5 l tomatpure. 
  • 6 gulerødder. 
  • 3 stængler bladselleri (opdater mængde). 
  • 1 stort løg. 
  • 2 fed hvidløg (kan udelades)
  • Nogle blade laurbær (opdater mængde). 
  • Et drys oregano (kan udelades). 
  • Et glas rødvin. 
  • Smages til med salt og peber. 
  • Parmesan. 

Fremgangsmåde:

Mindst 1 dl god olivenolie varmes i en stor gryde. Bacon skæres i tern og steges i gryden uden at tage farve. Rør løbende i gryden. 

Løg, hvidløg, gulerødder og bladselleri hakkes fint. Grøntsagerne steges i gryden. Rør løbende og rør i bund. Grøntsagerne må ikke blive brune. 

Oksekød blandes i gryden og der røres grundigt til kødet akkurat har skiftet farve. Tilsæt vin og tomatpure. Put laurbær i blandingen. Skru ned til laveste blus og put låg på. Lad stå mindst 3 timer og simre. Smag til med salt og peber. 

Server med god spaghetti og drys rigeligt med parmesan over. 

Kilde: Mads N. H. 

Havsnegle

Opskrift på alm. havsnegle:

Et skiveskåret løg sauteres i olivenolie i en gryde. 2 kg vaskede havsnegle med hus kommes i gryden sammen med forårsløg, dild og peber. Sneglene dækkes med hvidvin og vand (halvt af hver). Kog sneglene i 3-4 minutter. 

Når sneglene er kogt, lirkes de ud af huset med en tandstikker og spises sammen med brød. Serveres i et højt glas med en ske. Resten opbevares i køleskab. 

Velbekomme!

Kilde:

En tapasbar i Sevilla

Saltede citroner

Citroner er en uundværlig ingrediens i de fleste køkkener. Hav gerne i dit køleskab altid et glas marrokanske saltede citroner – en fantastisk smagsgiver til gryderetter, der mangler salt og syre. Man kan bruge hele citronen, der helt fintskåret også er god i en frisk salat.
Ingredienser:

1 kg citroner

10 g peberkorn

35 g salt

Fremgangsmåde:

Vask citronerne grundigt. Skær citronerne i kvarte, men uden at skære helt igennem. De skal hænge sammen i den ene ende. Kom peberkornene i bunden af et patentglas. Fyld citronerne i glasset en ad gangen, og drys hver enkelt med salt.
Mas dem godt ned i glasset, så de afgiver saft, og der bliver mere plads. Bliv ved med at fylde på, til glasset er fyldt, og citronerne er dækket af deres egen saft. Lad citronerne fermentere i omkring 3 uger (husk at åbne glasset hver dag), inden de kommer på køl og er klar til at blive spist.

Kilde:

Aarstiderne.